Jam Labs

Iværksætteri - Ideer - Golf

Regler VM 2022

Kære fodboldtosse

Så er vi ved at være klar til noget helt nyt: VM-tips i november og december måned !!!!

Og nu behøver man ikke at have dårlig samvittighed over at tilbringe mange timer foran skærmen, når det nu alligevel bare er koldt og mørkt udenfor. Og lige pludselig bliver kampe som Qatar-Ecuador og Wales-Iran ligefrem spændende.

ARHHH, det var nok lige at tage munden for fuld. Men resultatet kan måske betyde, at du kan kravle lidt op ad ranglisten og komme lidt tættere på mig 🙂

Her får I lige topplaceringerne fra EM sidste år, så alle ved hvem vi skal jagte denne gang:

  1. Thomas L.
  2. Anne
  3. Heidi
  4. Camilla
  5. Clara

De efterhånden så velkendte, men stadig grænseløst ubarmhjertige regler, har ikke ændret sig stort, hvilket som altid betyder, at ALLE har lige store chancer for at brillere/ydmyge sig selv. Man behøver faktisk slet ikke tænde for fjernsynet for at få del i de uhyrlige pengepræmier, som vi igen i år forventer at kunne lokke med. Men som altid afhænger præmiestørrelserne af antal deltagere, her forventes dog atter 45 spillere som minimum. Tilmelding er som sædvanligt ganske simpel, man skal blot indbetale gebyret på kr. 100,00. Pengene overføres til Nykredit, reg.nr. 5479, kontonr. 0005952740 eller MobilePay på 40681656 før turneringsstart, hvilket vil sige inden første kampstart; den 20/11 kl. 17:00. Skulle man støde ind i undertegnede inden og tilfældigvis have kontanter på lommen, kan dette også lade sig gøre.

Vi gentager succesen fra de sidste tips-konkurrencer med hjemmesiden jamlabs.dk, hvor man skal ind og afgive sine tips. Her kan man administrere sine egne samt studere modstandernes tips og løbende følge med i den aktuelle stilling i konkurrencen. Så snart kampen går i gang, er der lukket for tips og først herefter vil man kunne se de andre deltageres tips ved at klikke på kampen.

Fremgangsmåde for tilbagevendende brugere:

  1. Gå ind på www.jamlabs.dk
  2. Tryk på Tips på forsiden eller i menuen øverst.
  3. Hvis du ikke er logget ind, tryk da på “TRYK HER for at logge ind og spille med”.
  4. Indsæt din mail og dit kodeord.

a1. Hvis du ikke kan huske dit kodeord, trykker du på “Lost your password” under boksen.

a2. Indsæt din mailadresse

a3. I den mail du modtager, er der et link. Tryk på det.

a4. Slet det foreslåede password og skriv et du kan huske. Tryk herefter “Save password”.

a5. Tryk login.

  1. Tryk login (hvis siden ser ugyldig ud, som i “page/404 not found” el. lign. så tryk på stregen i øverste højre hjørne og tryk derefter TIPS og gå videre til pkt. 3)
  2. Tryk Tips
  3. Du er nu inde og skal tippe ligesom du gjorde ved sidste slutrunde.

VIGTIGT: Husk at trykke GEM efter hvert eneste tip, dvs. hvis du afgiver 5 tips, skal du trykke GEM 5 gange.

Man kan ændre sit tip lige så ofte man ønsker helt frem til kampstart. Man skal så bare huske at trykke GEM igen.

Fremgangsmåde for nye brugere: 

  1. Du får tilsendt en mail (Your username and password info) fra Tips
  2. Tryk på linket i mailen
  3. Slet det foreslåede password
  4. Skriv eget password
  5. Tryk på Save Password
  6. Tryk på Log in
  7. Tast e-mail-adresse og dit selvvalgte password
  8. Tryk login (hvis siden ser ugyldig ud, som i “page/404 not found” el. lign. tryk på stregen i højre hjørne og tryk Tips
  9. Du er nu på VM-tips-siden hvor du kan afgive dine tips

VIGTIGT: Husk at trykke GEM efter hvert eneste tip, dvs. hvis du afgiver 5 tips, skal du trykke GEM 5 gange.

Man kan ændre sit tip lige så ofte man ønsker helt frem til kampstart. Man skal så bare huske at trykke GEM igen.

Alt dette kan naturligvis også gøres på mobilen.

Så har man altid konkurrencen lige ved hånden.

På hjemmesiden er der også en blog, hvor man vil kunne følge mine altid relevante kommentarer.

Hvis den nymodens teknologi med hjemmesidetip er for uoverskuelig,(eller jamlabs.dk er nede i en kort periode, hvilket vi oplevede et par gange sidste år ved EM) kan man stadig afgive sit tip på gammeldaws manér (gerne flere tips ad gangen!), dvs som følger:

  1. E-mail: tips.vm@gmail.com
  2. SMS: tlf. nr. Michael 40681656
  3. Personligt fremmøde på Bavnehøjvej 22, Grenaa (og da Hannes sovemønster ikke har ændret sig stort siden sidst, bedes man stadig træde varsomt i tidsrummene 08-11, 12-15 og 20-07, så hun ikke bliver vækket af sin tiltrængte skønhedssøvn).

DE NÅDESLØSE REGLER ER SOM FØLGER:

Ved brug af den gamle metode SKAL der afgives tips senest 10 min før kampstart. En aldeles ufravigelig regel, som jeg ikke kan bestikkes til at ændre på.

Deltagergebyret skal være indgået på ovennævnte konto, ellers deltager man ikke. Her kan jeg måske bestikkes.

Korrekt resultat-tip: 2 points. Korrekt tegn-tip: 1 point. Man kan max. score 2 points pr. kamp. Jeg ved godt det stadig er svært for nogle at forstå, men spørg om hjælp, hvis det kniber.

Hvis det skulle ende med points-lighed ved top 5 placeringerne, når turneringen er slut, er det den person der har flest rigtige resultattips, der løber med sejren. Hvis 2 (eller flere) efter optælling af resultattips stadig står lige, tilfalder hele præmien administratoren. Eller også deles præmien mellem de implicerede. Det besluttes i givet fald af administratoren, som tilfældigvis er lig med undertegnede, som endnu mere tilfældigt er lig med mig.

Gående ud fra et deltagerantal på ca. 45 bliver præmiesummerne nogenlunde som følger (justeres efter antal betalinger). Nedenstående er IKKE de endelige præmier og præmiegivende placeringer!

Der skal være minimum 4 børn tilmeldt, før der bliver en særskilt børnekonkurrence.

”Alle”-konkurrencen:        Børne-konkurrencen (man må ikke være fyldt 15 år): 

(Af hensyn til fair play i børnekonkurrencen accepteres kun tips, som er lavet af barnet selv).

1.     Plads: 1.700 kr.

2.     Plads:    800 kr.

3.     Plads:    500 kr.

4.     Plads:    400 kr.

5.     Plads:    300 kr.

9.   Plads:    100 kr.

15.  Plads:    100 kr.

21.  Plads:    100 kr.

27.  Plads:    100 kr.

33.  Plads:    100 kr.

39.  Plads:    100 kr.

1.     Plads 200 kr.

Børnene kan naturligvis også vinde i ”Alle”-konkurrencen, da de ligesom de voksne betaler 100 kr. for at deltage. Man kan bare kun vinde een præmie. Og er præmien så større end 1. præmien i børnekonkurrencen, kan forældrene måske træde lidt til med rådgivning om, hvilken præmie der skal vælges. Så er det bare den næstbedste i børnekonkurrencen der vinder børnepræmien.

Og så fortsætter succesen med at give præmier til deltagere der slutter lidt længere nede i feltet. Det er der nok igen en del voksne der er taknemmelige over. Opmærksomheden skal altså være skærpet til sidste fløjt i finalen. Det bliver bare SÅ spændende.

Reglerne i nævnte rækkefølge for disse præmier (100 kr. placeringerne) er som følger, hvis nogle har lige mange points:

  1. Flest rigtige resultattips
  2. Nyligst ramte resultattips

Jeg håber igen på overvældende tilslutning til brug af hjemmesiden jamlabs.dk, da dette vil gøre administrationen ekstremt meget nemmere. Hvis man er i tvivl om noget, er man altid velkommen til at henvende sig.

VI VINDER VM. DEN ER HELT SIKKER  !!!!

Med ydmyg hilsen

Kommende vinder af hele baduljen

Michael